Minimum 20 procent billigere tog- og buskort

Priserne i den kollektive transport er eksploderet under den borgerlige regering. SF vil vende udviklingen, så offentlige transportmidler igen bliver et godt alternativ til bilen. Både for at imødegå trængselsproblemerne og for at imødegå forurening og klimaproblemer.

I dag er trængselsproblemerne så store, at vi mister mindst 6 mia. kr. om året – ved at sidde og vente i køerne i og omkring København. Det burde interessere borgerlige folketingskandidater, men det ser ud som om, at de har skyklapper på, når det gælder løsningen af problemet.

I hovedstadsområdet vil vi sætte prisen på periodekort ned med 40 procent, mens klippekort bliver 25 procent billigere. Det finansieres af en ny betalingsring rundt om København, der skal være dyrest i myldretiden, så vi kan få løst trængselsproblemerne. Altså bliver det lidt dyrere at tage bilen og lidt billigere at benytte bus og tog. Samtidig skal der etableres nye parkeringsanlæg ved forstadsstationerne, og infrastrukturen skal også forbedres i form af investeringer i den kollektive trafik.

Og så glæder det mig, at tanken om en Letbane på Ring 3 nu endelig ser ud til at kunne realiseres.

Arly Eskildsen
Folketingskandidat for SF