Den gode nyhed er, at den aktive beskæftigelsesindsats fortsætter i Herlev. Det er et af de mange gode resultater med den budgetaftale, som partierne i Herlev har indgået.
Regeringen og et flertal i folketinget har med Beskæftigelsesreformen lagt op til massive besparelser og fjernelse af vigtige indsatser i forhold til at hjælpe udsatte borgerne i gang med job og uddannelse.
Indsatser, som hjælper unge i gang med uddannelse eller job. Og indsatser i forhold til at få langtids sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet. Med budgetaftalen videreføres disse aktiviteter i Herlev de kommende år.
Budgetaftalen indebærer også, at vi afskaffer en lang række mere eller mindre hjernedøde proces- og kontaktkrav, som ingen har glæde af. Og til gengæld koncentrerer kræfterne om de indsatser, som kan hjælpe borgere med multifunktionelle udfordringer ind på arbejdsmarkedet og dermed mulighed for at få et bedre socialt liv.
Herlev kommune har specielt haft succes med at hjælpe unge i job og uddannelse samt sygemeldte borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Det har øget livskvaliteten og sparet kommunen for rigtig mange mio. kr. Det har derfor været en prioritering for SF, at vi kan fastholde og udvikle vores lokale beskæftigelsesindsats.
Ydermere er det aftalt, at kommunalbestyrelsen i de kommende år skal tage stilling til yderligere prioritering af midler på beskæftigelsesområdet.
Arly Eskildsen
Kommunalbestyrelsesmedlem (SF)