Nytårsindlæg: Tid til nyorientering

Det bliver et særdeles spændende år, 2025, vi nu er gået ind i. Ikke kun fordi det er et valgår, men også et år med borgmesterskifte og måske også en ny begyndelse for Herlev som by.

Når ser vi på det generelle billede af Herlevs befolkning, så har vi en sammensætning og et socialt grundlag, hvor rigtig mange af os er afhængig af et højt velfærdsniveau og fællesskabets løsninger, fordi det kun er et mindretal, der har økonomisk råderum til at købe sig til private ydelser på fx skole, sundheds og ældreområdet.

Herlev er samtidig pænt udfordret på netop disse områder. Tvivselsmålingerne på folkeskoleområdet understreger, at vi skal investere mere i vores børn og folkeskoler – ellers vælger dem, som har råd til det det, vores folkeskoler fra. Og det er ikke godt for sammenhængskraften.

Resultatet af Herlevs sundhedsprofil tegner et meget klart billede af, at mange af os har livsstilssygdomme eller socialt funderede sygdomme. Det skriger på forebyggelse, bredere tilbud om motion og hjælp til omlægning af madvaner. Det har betydning for livskvalitet – og i sidste ende livslængde.

Ældreområdet er udfordret på flere planer. Vi kan se ind i store rekrutteringsproblemer i de kommende år. Vi er nødt til at tænke kreativt, hvis vi skal kunne tiltrække og fastholde plejepersonalet i hjemmeplejen og på plejecentrene. Samtidig trækker det vildt ud med bygningen af et nyt plejecenter til erstatning for Herlevgårdsvej og Lille Birkholm, som skulle give den tiltrængte modernisering af vores plejeboliger. Det haster med en brugbar løsning til gavn for vores ældre borgere.

SF har været imod den byudvikling, som vi nu for alvor ser de synlige resultater af: Megahøjt og tæt byggeri, som slet ikke matcher Herlevs identitet og dna. Det skriger til himlen, at kommunalbestyrelsesflertallet har tilladt det – imod SF’s stemme. Vi håber snart at få sat en effektiv stopklods for det. Et væsentligt skridt i en langsommere og mere bæredygtig byudvikling er taget med den nye Kommuneplan. Men desværre ser det ud til, at et flertal alligevel ønsker at realisere en række planer, som vi lovligt kunne sætte en stopper for, hvis der var politisk vilje. Det bliver i de kommende måneder en lakmusprøve for den nye borgmester.

For to år siden vedtog vi en ambitiøs klimahandleplan for Herlevs bidrag til at reducere vores klimaftryk og fremme den grønne omstilling. Det tager tid, alt for lang tid i forhold til de massive globale udfordringer, som vi også mærker i Danmark. Vi er på vej, men møder også urimelige barriere. Fx bureaukratiske forhindringer for opsætning af solceller på vores kommunale bygninger – noget der både kunne bidrage til vores klimaindsats, men også forbedre vores økonomiske råderum i Herlev. Vi vil lægge pres på regering og folketing for, at Danmarks grønne omstilling ikke går helt i stå, som vi desværre ser tendens til i de sidste måneder.

Det er tid til nyorientering i Herlev. SF søger altid indflydelse og er parat til at tage et udvidet ansvar for Herlevs velfærd, byudvikling og klimaindsats i de kommende år.

Godt nytår!

Arly Eskildsen, kommunalbestyrelsesmedlem (SF)