Igen igen socialdemokratisk facon at afvise borgerkritik

Vi har prøvet det før. Som kommunalbestyrelsesmedlemmer at følge op på en kritik fra borgere, hvad vi som ansvarlige politikere har pligt til. Og igen og igen at blive mødt med det samme reflekssvar fra socialdemokraterne: Det er kritik og mistillid til kommunens ansatte.

Det gælder i spørgsmålet om anvisning af børn til daginstitutionerne, hvor loven præcist kræver af kommunerne at have plads nok, så pladsgarantien kan opfyldes, men også, at tildelingen skal foregå efter anciennitet og efter ønsker fra forældrene. Det er det princip, som De konservative og SF er tilhænger af, fordi pladsgarantien gælder om alle omstændigheder og fordeling efter anciennitet giver flest småbørnsforældre optimale muligheder for at få en plads i en daginstitution i nærområdet, så de pressede småbørnsfamilier ikke skal bruge unødig tid på ekstra transporttid til og fra institutionen.

Det gælder, når vi som kommunalbestyrelsesmedlemmer af kommunens revision eller borgere bliver gjort opmærksom på mindre god eller uheldig sagsbehandling på fx handicapområdet, familieafdelingen eller i Jobcentret. Stort set hver gang bliver vi skudt i skoene, at vi ikke har tillid til kommunens ansatte eller at vi rejser en urimelig kritik. Vi har tillid til kommunens ansatte, men de ansattes vilkår for en god og effektiv borgerbetjening er ikke altid optimal. Og det sidste har kommunalbestyrelsen ansvaret for.

SF’s position er alene at arbejde for en bedre og ordentlig sagsbehandling, hvor der aldrig kan rejses spørgsmål ved borgernes retssikkerhed, manglende partshøring, manglende inddragelse af pårørende eller al for sen hjælp og støtte til børn og familier med sociale udfordringer.

Hvor ville det være skønt, hvis vi kunne blive fri for automat-reaktionen fra det socialdemokratiske flertal i kommunalbestyrelsen, så vi sammen kunne gøre det bedre for kommunens borgere.

Arly Eskildsen
Kommunalbestyrelsesmedlem (SF)