Et børnenes budget

Det nye budget har en klar profil til fordel for børnene og folkeskolerne. Derfor er SF med i budgetaftalen for 2019.

Det er et budget som betyder et markant løft af hele børneområdet med mere end 17 mio. kr. til børne- og skoleområdet. Markant bedre normeringer i daginstitutionerne, som tilgodeses med 3 mio. kr. ekstra i årene fremover. Markant løft af folkeskolerne både drift og vedligeholdelse, som tilgodeses med 7 mio. kr. til driften og bedre fysiske rammer med 4 mio. kr. om året.

Vi får også en styrkelse af den forebyggende indsats for udsatte børn og familier med en ekstra sagsbehandler til børneområdet for en hurtigere indsats og tæt opfølgning og støtte til børn i udsatte positioner og deres familier.

Vi får gratis psykologbistand til de helt unge. En tidlig indsats for sårbare unge er vigtig for de unges sociale kompetencer og videre forløb i livet. Indsatsen målrettes terapi- og gruppebehandlingsforløb for unge 12-18 årige. SF ønsker gratis psykologhjælp til unge under 25 år, men dette her er en begyndelse.

Vi tilfører flere midler til vores ældreområde og det specialiserede område, hvilket gør, at servicestandarden kan fastholdes og ikke forringes i de kommende år.

Det lykkedes også at få ekstra midler til støjbekæmpelse (0,3 mio. kr) og trafiksikkerhed (0,5 mio. kr.).

Endelig bliver der nedsat et særligt udvalg vedr. grøn strategi og omstilling, samt ESCO 2.0, dvs. investering i energibesparelse og CO2-reduktionsinvestering. Det er et punkt som for alvor peger fremad og kan være med til at sætte en grøn dagsorden i Herlev.

Ovenstående er et udvalg af de væsentlige punkter i budgetaftalen for 2019, som gør, at SF deltager i aftalen. Er vi så i mål? Nej, slet ikke. Alle ved, at SF arbejder for at styrke den lokale velfærd og også anviser mulig finansiering. Men det forudsætter et flertal i kommunalbestyrelsen vil stemme for vores forslag. Hvis SF havde stillet ultimative forslag i den retning i nærværende budgetforhandlinger, kunne vi have risikeret, at den politiske pil svinget over modsat retning og gået i retning af grundskyldsnedsættelse. Og så havde vi ikke fået et budget 2019, som er en markant positivt plus for Herlevs børn og familier.

Arly Eskildsen
Kommunalbestyrelsesmedlem (SF)