Politik vilje til velfærd eller nedskæringer

Diskussionen om Herlevs budget, nedskæringer på den lokale velfærd og kommunens tilbagevendende økonomiske underfinansiering handler i bund og grund om, hvorvidt vi har politisk vilje til at undgå de massive nedskæringer gennem en moderat skattestigning.

Herlev har en af landets laveste skatteniveauer (kommuneskat og grundskyld til sammen). Derfor er det – hvis man som SF har social forståelse og indignation – både ret og rimelige at foreslå en moderat skattestigning for at undgå nedskæringer på handicappede og psykisk syge, og på områder som sundhedsforebyggelse og kulturelle aktiviteter.

Det rejser til gengæld problemet med overholdelse af folketingets vedtagne budget- og sanktionslovgivning – hvor urimelig den end er, vil det være helt hul i hovedet at aflevere størstedelen af de ekstra penge til staten. I modsætning til hvad Socialdemokraterne i Herlev ynder at føre til torvs, så har Herlev to muligheder: At ansøge en pulje om lov til en moderat skattestigning eller at byde ind i det kommunale samarbejde i KL-regi om, at andre kommuner med langt højere skatteniveauer tilsvarende sænker deres skat. Det har faktisk været en mulighed i de senere år og for 2015 kender vi allerede nu tre kommuner i hovedstadsområdet, som åbner op for denne mulighed.

Så til Socialdemokraterne i Herlev: Har I vilje til velfærd eller ej? Hvis ja – så kom i gang!

Arly Eskildsen
Kommunalbestyrelsesmedlem (SF), politisk leder