Glædelig 1. maj.
Vi vil investere i velfærden – fordi det alt andet lige er det, som giver mindst ulighed og sikker sammenhængskraften i vores samfund.
Men jeg vil sætte fokus på en meget grundlæggende global og lokal udfordring: Vores fysiske miljø. Jeg springer behændigt over Ukraine-krigen – det er jeg helt sikker på, at andre talere vil runde, fordi en fredelig verden er den første forudsætning for, at vi kan bekæmpe sult, sygdom og ulighed. Og går direkte til klimaforandringerne, som allerede nu er en bombe under en retfærdig udvikling i verden.
Klima-fedtspillet
Jeg behøver ikke argumentere over for jer, om klimaforandringernes menneskeskabte realitet. Blot synes jeg, at vi skal minde hinanden og andre (ikke mindst Venstre og højrefløjen) om, at vores grønne omstilling kunne være mindst 10 år længere fremme, hvis man ikke havde sat Bjørn Lumborg og klimabenægterne på finansloven ved årtusindeskiftet. De mest pessimistiske prognoser er ved at være en realitet – eller det der er være: En voldsom accelererende klimakatastrofe.
Polerne smelter, Antarktis flækker af, indlandsisen i Grønland smelter. Vi oplever oversvømmelser, ørkendannelse, hedebølger, skovbrande. Vi ser nye flygtningestrømme presse sig på – en del af dem er som følge af klimaeffekter.
Og imens det sker, foregår der fortsat et globalt fedtespil om, hvor lidt man kan nøjes med at gøre – og helst skal lande, som har et lavt BNP, holde sig tilbage i økonomisk udvikling og yde en klimaindsats på niveau med den rige del af verden – så vi kan fortsætte vores uforbeholdne overforbrug af ressourcer, herunder massiv udledning af CO2, som vi har gjort gennem århundrede.
Danmark vil gerne være foregangsland på grøn omstilling og klimaindsats. Alle eksperter vurderer, at vi har svært ved at nå vores nationale målsætninger. Og folketing og regeringer opstiller hele tiden barriere og snubletråde for den grønne omstilling og klimaindsats på det kommunale og regionale niveau. I Herlev kommune har vi sat penge af til at begynde at sætte solceller på vores kommunale bygninger. Men det er fortsat omgærdet af bureaukrati og meningsløse bestemmer. Det oplever alle kommuner landet over. Og vores almene boligselskaber i Herlev, der virkelig ønsker at bidrage til den grønne omstilling ved at sætte på solceller på tagene, oplever benspænd på benspænd. Vi er mange, som er utålmodige for at komme i gang, men hvis regering og folketing ikke snart kommer op i gear, så frygter jeg for, at for mange ildsjæle brænder ud.
Vi har nemlig store ambitioner omkring vores lokale bidrag i Herlev. Fjernvarme, energibesparelse, solceller, overgang fra forbrænding af affald til varme- og energiproduktion fra vedvarende energikilder, indvinding af overskudsvarme, grøn indkøbspolitik, grøn transport og mobilitet og ændret adfærdsvaner – alt sammen og lidt til skal medvirke til reduktion af CO2-udledningen i Herlev med 80% i 2030 – ja, hvis vi virkelig kommer i mål hele vejen rundt i Herlev helt op til 92% i 2030. For SF er det helt afgørende, at jo før vi kommer videre med den grønne omstilling, jo før yder vi vores lille bidrag til CO2-reduktionen, og jo før er vi i gang med at skubbe på den grønne omstilling nationalt og globalt.
Grøn og bæredygtig byudvikling – nej til stål og beton
I Herlev har man i gang med en voldsom byudvikling. Kendetegnet er høje byggehøjder, høje byggeprocenter med en tæthed, som udelukker bolignære grønne områder, sol og luft. Stål og beton er det umiddelbare udtryk. Tænk bare på byggeriet på Glødelampen og Posthusgrunden. Det er et billede på, når byudviklingen går helt grassat – og kun få kan identificere sig med disse byggerier. Adskillige lokalplaner er allerede vedtaget, som stort set fortsætter den linje. Det betyder, at vi i den kommende år kommer til at se adskillige byggerier, som stritter imod byen generelle udtryk og dna.
Hvorfor skal vi have en forceret byudvikling? For ellers kan vi ikke finansiere vores lokale velfærd, siger man. Men modspørgsmålet må så være: Er vores lokale økonomi så ringe, at vi ikke har råd til den lokale velfærd eller vedligeholdelse af den eksisterende bygningsmasse, hvis vi ikke får mange flere indbyggere?
Vi får også hele tiden skudt i skoene, at vi ikke kan få investorer til at byudvikle, hvis vi ikke accepterer de megahøje byggehøjder og -procenter. Men vi kender ikke præmisserne for det udsagn. Bygger det i virkeligheden på, at investorer ønsker de høje byggehøjder og -procenter, fordi det maksimerer deres profitter. Noget tyder på, at kommunen har ligget under for et delvis selvpåført pres. Senest har vi set, hvordan byudviklere og investorer har kunnet se sig selv i betydelige lavere byggehøjder/procenter i Hjortespring og Rådhusgrunden.
Vi skal have en grøn by. En by, som er kendetegnet med bolignære grønne områder, fællesskabsunderstøttende byrum og faciliteter, som fremmer en kulturel og social levende by. Hvor trivsel og sundhed er i højsæde. Og en by i social balance – vi har ikke brug for bykvarterer, som over tid udvikler sig med en social ensidig og skæv beboersammensætning.
Derfor håber SF på, at der vil være et flertal i kommunalbestyrelsen, som vil gøre op med den katastrofale byudvikling, som vi har været vidne til gennem de sidste 10 år. En grøn, social og bæredygtig byudvikling i Herlevs ånd, som de fleste kan se sig selv i.
Grøn omstilling, ambitiøs klimaindsats og bæredygtig byudvikling – kan vi nå disse mål i fremtiden, så kan Enhedslisten og SF i Herlev være stolte over vores fælles indsats.
Fortsat god 1. maj til jer alle!