SF-krav til budgettet: Et sundt måltid mad hver dag til alle børn i daginstitutioner og skoler

– SF i Herlev har et hovedkrav til budgettet for 2007: En madordning for alle børn

SF i Herlev vil har kun ét hovedkrav til vedtagelsen af det kommunale budget: At der i 2007 etableres en madordning i daginstitutionerne, så ikke kun vuggestuebørnene men også de 3-5 årige fremover får et sundt måltid mad i daginstitutioner, og at der kommer en aftale om en tilsvarende ordning på skolerne i 2008.

Under valgkampen sidste år tilkendegav de fleste partier i Herlev opbakning til SF’s forslag om et måltid mad til alle børn i institutionerne. Nu er det op til partierne at leve op til deres valgløfter.

– Finansieringen af SF’s forslag kan ske ved at anvende en del af de midler, som Herlev Kommune har tjent på salg af byggegrunde det sidste år, til at dække etableringsudgifterne, og ved forældrebetaling som del af den generelle forældrebetaling af børnepasningen. Det sidste sker i erkendelse af, at det i 2007 kan blive svært af finde pengene i den skattefinansierede del af kommunens budget, udtaler Arly Eskildsen, medlem af kommunalbestyrelsen for SF.

– Alle gode argumenter peger på, at sunde kostvaner skal starte i daginstitutionerne og fastholdes i skolerne, udtaler Arly Eskildsen, kommunalbestyrelsesmedlem for SF. Forældre i Herlev har klart givet udtryk for et ønske om, at daginstitutioner og skoler tilbyder børnene et sundt måltid mad hver dag. Og alt taler for en madordninger: Sundhed, indlæring og praktisk. Mange forældre har en fortravlet hverdag, hvorfor en madordning vil være en stor hjælp til gavn for både børn og voksne.

Yderligere informationer: Arly Eskildsen tlf. 44 84 82 52, mobil 61 68 82 52.