Vi socialister og progressive kræfter står i disse år over for nogle store udfordringer og kampe: Uligheden vokser og uddybes både nationalt og globalt. Spørgsmålet om flygtninge og udlændinge har udviklet sig til en værdikrise, som også styrker de højrenationale kræfter i hele Europa. Klimaforandringerne eskalerer så klimaforskernes mest pessimistiske prognoser bliver overhalet.
Det handler i højeste grad om, hvilken klode og hvilket samfund vi vil overlade til vores børn at vokse op i, udvikle sig i og overtage efter os.
Vi skal ikke være bange for at drømme og visioner for fremtiden, så længe de har en mulighed for at blive realiseret. Hvis vi ikke sigter efter stjerne, kommer vi aldrig over trætoppene.
Hvad er det så for drømme og visioner, jeg som socialist har for kloden, Danmark og Herlev?
Solidarisk fordeling af økonomi og ressourcer på global plan. Alt andet er moralsk og etisk uanstændigt. Og hvem forestiller sig, at vi kan opretholder en verden, hvor en lille gruppe mennesker kan forbruge uforholdsmæssig stor andel af ressourcerne, men det store befolkningsflertal fastholdes i armod, fattigdom og smalhals.
Klimaforandringerne er vores arv til vores børn og børnebørn. Men også her vil en laden stå til ramme de fattigste dele af jordens befolkning hårdest. Det er en venstrefløjs opgave at kæmpe den kamp hverdag – også med lokalt bidrag i form af omstilling til vedvarende energikilder, ressourcegenindvinding, genbrug mv.
Krige, undertrykkelse, hungersnød og manglende økonomisk udvikling sender store flygtningestrømme mod Europa og de vestlige lande. Sådan har det altid været. Vi oprindelige danskere er selv indvandrere, og der altid været store folkevandringer – mennesker søger der hen, hvor honningen flyder. Egtved og Skrydstrup-pigerne bør straks deporteres ud af landet – og deres smykker konfiskere. Tænk på den omfattende udvandring fra Vesteuropa og Danmark for 100-150 år siden. For at gøre en lang historie kort: Vi må som socialister slås for, at vi altid skal hjælpe flygtningen i nød. Omvendt skal vi stille krav om vilje til at lære det danske sprog og lade sig integrere i det danske samfund. Parallelsamfund, social kontrol og tvivlsomme holdninger til demokrati, ligestilling, seksuel orientering og grundlæggende menneskerettigheder går ikke. Det er her at venstrefløjen skal være konsekvente – ellers vil de højrenationale kræfter løbe os over ende, fordi vi svigter vores opgave. Underklassen oplever, at kapitalister og eliten ikke bare rager til sig, udvider uligheden, men også på lovlige og ulovlige midler forsøger at gøre den økonomiske og sociale ulighed endnu større. Og venstrefløjen svar på disse udfordringer opleves ikke som tilstrækkelige.
Og så vil jeg vende mig mod den lokale indsats – de andre talere dækker også de landspolitiske kampe så glimrende af.
Også her er hovedfokus på lighed, social retfærdighed og økologisk bæredygtighed. Også er øges uligheden. Jeg tænker på lønforskelle, skattelettelser til de velbjergede, men også hvordan retsfølelsen undermineres med afvikling af Skat, indkrævning af skyldige beløb, manglende forfølgelse af skattelytransaktioner og udbetalinger af store milliardbeløb til svindlere og bedrager. Alt sammen medvirkende til den økonomiske udsultning, som de lokale velfærdsydelser er og har været ud sat for de sidste 15 år.
Vores drømme og visioner er styrende for vores indsats på børne- og skoleområdet: Vores børns livsbaner bestemmes i høj grad af kvalitetsstandarden i daginstitutionerne. Vi skal bruge vores viden om Hechman-kurven. Det handler om at skabe læringsmiljøer, hvor børnene får den bedste start i livet og den negative sociale arv brydes i en tidlig alder. Bedre normeringer og pædagogisk udviklingsarbejde er helt afgørende.
Herlev er slet ikke mål på skoleområdet. Kvalitetsrapporterne og måling af vores børn faglige og sociale trivsel er langt fra tilfredsstillende – og ikke er vi slet ikke i stand til at bryde den negative sociale arv. Folkeskolerne halter bagud på en række vigtige områder som fx andelen af unge, som ikke opnår karakteren 2 i dansk og matematik, andelen af unge fra Herlev, som er i gang med en ungdomsuddannelse. Og på centrale punkter ligger Herlevs folkeskoler 2-4 procentpoint bagud i forhold til landsgennemsnittet hvad angår faglig og social trivsel. Her oplever vi desværre, hvordan det politiske flertal i Herlev prioriterer bygningen af en ishockey-træningshal til 37 mill. kr. frem for at anvende pengene til renovering og modernisering af vores folkeskoler og et mangfoldigt idrætsliv.
Det sociale område er voldsomt presset. Først og fremmes af national lovgivning og forringelser. Jeg tænker bl.a. på den reelle genindførelse af fattigdomsydelser som kontanthjælpsloft og 225 timers reglen. Men også senest forslaget om at fjerne feriepengebegrebet vil ramme lavindkomstgrupperne hårdest på den lange bane. Forslagene om yderligere hævning af pensionsalderen er et andet, som de røde partier heldigvis er enig om at afvise. Gad vide hvilken rolle De radikale skal spille på det område.
Ordentlig behandling af vores borgere har i mange år været udfordret i Herlev. Det handler ikke kun om penge, men også om dialogen med de udsatte borgere, gennemskuelighed, redelighed fx ikke fifle med afgørende formuleringer i sagsafgørelser, ikke skiftende sagsbehandlere, overholdelse af rettighed og almindelige lovmedholdelige afgørelser. Ankestyrelsen har omgjort eller tilbagesendt 28% af indankede sager fra Herlev i seneste år.
På arbejdsmarkedsområdet handler det bl.a. om, at borgere på kontanthjælp ikke sættes i meningsløse aktiverings- og ressourceforløb. Vi skal hjælpe unge og udsatte borgere i uddannelse og job. Ikke stresse syge mennesker, så de får det værre end før. Vi er faktisk her kommet et lille skridt i den rigtige retning – noget som nogle af de berørte borgere er dybt taknemmelig for. Men er det godt nok? Næppe.
På psykiatri- og handicapområdet: Hvorfor sparer man i Herlev og resten af landet på nogle af de mest udsatte psykisk syge borgere? Herlev Kommune er desværre en af de kommuner, som løber forud med økonomiske reduktioner på boinstitutionerne og værestedet.
Et andet lokalt kampfelt er byudviklingen. Boligtætning for en hver pris, forslag om og vedtagelser af byggehøjder på 11 etager mange steder, tårnhøje byggeprocenter, manglende luft og lys mv. Det giver reel en fare for social slagside og forslumring på den lange bane. Også her oplever borgere, at vi er de eneste som tager kampen – og er taknemmelig for, at vi gør det.
Kultur- og fritidsområdet har også vores bevågenhed. Uden kultur – hvad kæmper vi så for. Det er et område, som for nogle år siden fik en meget rundbarbering med økonomiske besparelser og sammenlægninger. Vi har brug for mere lokal kultur og stor mangfoldighed. Tænk på Hjortespring Bibliotek – 1700 underskrifter har formelt sikkert, at projektet er gået fra et afviklings- til et udviklingsprojekt.
Senest er forslaget om lukning og salg af nuværende Rådhus. Oprindeligt et forslag om at komme tættere på borgerne, fremskudt og helhedsorienteret sagsbehandling. Men nu en fordeling af forvaltningerne ud i to området – et i nord og et i det nye butikscenter i Bymidten. Nogle kommer fysisk tættere på kommunen, andre kommer længere væk. Helhedsorienteringen er kun ord. Man lader samtidig som om, at beslutningen er taget. Det er den kamp som vi står i lige nu at kaste lys over. Og få hele processen ud i det offentlige rum. Bedre borgerbetjening behøver ikke at afvente, at rådhusfunktionerne bliver en del af butiksmiljøjet – og afhænger næppe af det.
Generelt mangler vi en åben og fordumsfri dialogi med borgerne: Desværre ser vil vi, at forslag trumfes igennem trods borgernes massive protester og modstand. Enkelte gange lykkedes det, når den folkelige modstand er omfattende, markant og vedholdende. Andre gange skal vi være tilfredse med blot at få en debat i det offentlige rum.
Vi har alle sammen et ansvar for, hvordan vores samfund udviklinger sig, hvad det er for nogle rammevilkår vi giver videre til vores børn og de næste generationer – og ikke mindst har vi et ansvar, hvis vi ikke hver i sær gør vores lille indsats. 1. maj er en festdag – lad os gøre de andre 364 dage om året til kampdage.
God 1. maj.