Bymidten skal udvikles

En levende og driftig bymidte er helt afgørende for Herlev som lokalsamfund – det er og skal være det naturligt handelsmæssigt, kulturelt og socialt mødested. En hensygnende bymidte vil være en katastrofe for byen og kommunen. Og Bymidten har været udfordret gennem mange år – med perioder med tomme butikslokaler som et af de klarest krisetegn.

For 20 år siden samlede vi ti tusinde underskrifter imod planerne om et Bilka i Herlev, som ville have lagt Bymidten øde. Det blev heldigvis forhindret. Men det var også udtryk for en opbakning til en udvidelse af Bymidten. Den gang kom der en lille udvidelse, men det er slet ikke nok i dag, hvis Bymidten skal overleve konkurrencen fra BIG.

Derfor er det meget glædeligt, at der nu er alvorlige planer for en kraftig modernisering og udbygning af hele området med et styrket handelsliv og mange nye boliger. I det første projektoplæg var der mange kritisable forhold, som vi i SF, beboere og borgere har påpeget.

Rigtig mange af disse indvendinger er der taget højde for i det nye, andet oplæg til hørringsproces. Blandet er der taget hensyn til skyggeproblemer fra naboboligblokke, som nu er inddraget i det samlede projekt. Muligheden for at forlænge gågaden hen over Herlev Bygade er også kommet på banen efter at være blevet afvist i mere end 10 år. Det bliver rigtig interessant læse borgernes input i den videre hørringsproces.

Der har altid været store kapitalinteresser i Bymidten. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at projektudviklerne synes at have forståelsen for, at det er nødvendigt at indgå i en konstruktiv dialog med borgerne i Herlev om udformning af projektet. Det modsatte har vi desværre oplevet i forbindelse med andre projekter i kommunen.

Derfor er SF meget positive over for projektet, sådan som det tegner lige nu.

Arly Eskildsen, politisk leder, kommunalbestyrelsesmedlem (SF)