En pose varm luft – skolepolitik

Jeg var oprigtig positiv omkring Venstres nye toner omkring forbedringer af vores skolers indhold, men efter sidste uges svar må jeg desværre konstatere, at det – ligesom regeringens nye interesse for børne- og skoleområdet – er en stor pose varm luft.

Først udsulter regeringen kommunerne økonomisk, så kommunerne presses til at spare på bl.a. børnepasningen og undervisningen. Besparelser, som på landsplan løber op i halve og hele mia. kr. Så kommer man bagefter og dryser nogle hundred mill. kr. ud på området, så det skal fremstå spiseligt. “Vælgerpleje” er der nogle politiske kommentarorer, som kalder det. Jeg tror, at vælger ikke er så dumme at lade sig manipulere sådan med.

Så mener Lis Lykke, at SF’erne må være udstyret med nogle særlig dybe lommer. Det kender jeg ikke til. Men det er let at konstatere, hvor de mange sparede penge fra børne- og skoleområdet havner. Via regerinen “omfordelingspolitik” havner pengene i form af skattelettelser til det mest velstillede i det danske samfund, herunder ejerne af de allerstørste villa rundt omkring i Hovedstadsområdet. Venstres politik – når man går bare lidt bag den blankpolerede overflade – handler om at formindske lommerne på almindelige lønmodtagere, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse mv. og så udstyre de velstillede med endnu dybere lommer end de havde i forvejen.

Venstre omsætter således det gamle borgerlige slogans om, at pengene ligger bedst i borgernes lommer til: Pengene ligger bedst i de velstilledes lommer.

Det får vores børn desværre ikke en bedre pasning eller undervisning af.

Med venlig hilsen

Arly Eskildsen,
kommunalbestyrelsesmedlem for SF